Jeg købte en dag et skagensbrød fra Lagkagehuset og blev afhængig - og fattig. Som studerende er friskbagt brød fra bageren til daglig bare en luksus der forefindes, og jeg bager jo meget selv - så hvorfor ikke lave et hjemmebagt skagensbrød? Jeg fandt ikke rigtig nogen opskrift på nettet, så jeg har lavet min egen :)
Opskrift til ét brød
Bagt i gryde
2 dl kærnemælk
3 dl vand
10 g gær
500 g hvedemel
100 g rugmel
2 spsk lys maltmel
50 g hørfrø
2 tsk salt
Ydermere:
Ristede solsikkekerner
Blå birkes
Lidt mælk til at pensle med
Jeg anbefaler at man rører i hånden og ikke på røremaskine. Dejen skal kun røres sammen, og sættes væk - ellers ryger luften ud.
- Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt. Hæld kærnemælken i.
- Rør resten af ingredienserne i og sæt på køl natten over med et stykke film over skålen.
- Rist dine solsikkekerner til de er gyldne - så har du dem klar til næste dag.
- Tag dejen ud af køleskabet og fold ind mod midten tre gange - lad nu hæve i to timer.
- Opvarm ovnen til 250 grader varmluft med den gryde du skal bage i indeni.
- Når ovnen er varm, tager du den varme gryde ud og drysser dine ristede solsikkekerner i bunden af gryden. Læg dejen ovenpå. Rids dejen i midten, pensl med mælk og drys med blå birkes.
- Bag i 30 min med låg på gryden. Skru ned til 200 grader efter den halve time og bag uden låg i 15 minutter.
Det er uden sammenligning den bedste brødopskrift jeg kender - mums! Da jeg selv laver mange af mine opskrifter, vil jeg sætte pris på at blive linket til, hvis man lægger dem online :)